Forretningsbetingelser for udstilling på www.healthcaredenmark.dk

Nærværende forretningsbetingelser tiltrædes ved tilmelding på Healthcare DENMARK’s webportal www.healthcaredenmark.dk. Forretningsbetingelsernes tiltrædelse er en forudsætning for oprettelse af en profil.

 

Ved Healthcare DENMARK forstås:
Healthcare DENMARK
Forskerparken 10H
5230 Odense M

CVR-nr: 34566054

 

1. Om healthcaredenmark.dk

Webportalen healthcaredenmark.dk udbydes af Healthcare DENMARK (i det følgende betegnet HCD), som er finansieret af organisationens partnere: Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Danske Regioner, Region Syddanmark, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Falck, KMD og Systematic. HCD er ansvarlig for udvikling og drift af healthcaredenmark.dk og er part i de aftaler, der indgås vedrørende tilmelding hertil.


HCD skal via markedsføring og konkrete aktiviteter medvirke til global udbredelse af kendskabet til Danmark som en førende nation inden for sundhed og velfærd. Webportalen healthcaredenmark.dk er Danmarks samlede webportal til fremme af eksport af danske løsninger, kompetencer og knowhow indenfor sundhed og velfærd.


HCDs vision er at skabe en international platform, der fungerer som udstillingsvindue for alle danske sundheds- og velfærdsløsninger. Udstillingsvinduet og markedsføringsindsatsen skal forbedre mulighederne for eksport af danske sundheds- og velfærdsløsninger på markeder, der efterspørger omkostningsreducerende og sammenhængende løsninger, som skaber mere livskvalitet.

 

2. Forretningsbetingelsernes anvendelsesområde

Nærværende forretningsbetingelser gælder for virksomheder, organisationer, institutioner, regioner, kommuner og myndigheder, som opretter en profil på HCDs portal (i det følgende benævnt ”udstilleren”).


Forretningsbetingelserne tiltrædes elektronisk ved afkrydsning af boks i forbindelse med oprettelse af profil på healthcaredenmark.dk og træder i kraft ved udstillerens tilmelding med henblik på oprettelse af en profil på HCDs portal.

 

3. Kriterier for udstilling og deltagelse på HCDs webportal

Der er knyttet nedenstående kriterier til udstilling og deltagelse på HCDs portal. Formålet med udstillingskriterierne er at sikre, at HCD styrker kendskabet til og skaber størst mulig opmærksomhed omkring danske virksomheder, organisationer, institutioner, regioner, kommuner og myndigheders produkter, kompetencer og teknologier inden for sundhed og velfærd. Derfor kræves det, at udstilleren er registret i Danmark med enten CVR- eller EAN-nummer samt udfører andre aktiviteter i Danmark end udelukkende salg.

 

HCD er åben for udstillere, der tilhører en af nedenstående kategorier:

  • Virksomhed
  • Organisation
  • Institution
  • Region
  • Kommune
  • Myndighed

Udstillerens aktiviteter, produkter eller services skal primært bidrage til en eller flere af nedenstående:

  • Understøtte adgangen til sundhedsfremme, velfærd, pleje og omsorg
  • Tele-, digitaliserings- og automatiseringsteknik, der understøtter sundhed, pleje og omsorg
  • Afhjælpe, genoptræne og pleje mobile eller sansemæssige handicaps
  • Forebyggelse, diagnosticering, behandling og lindring af sygdomme
  • Rådgivning, planlægning og design af sundhedsbyggeri

HCD kan i tvivlstilfælde forlange at se dokumentation fra udstilleren i forhold til at vurdere om denne opfylder udstillingskriterierne. Profilen godkendes og publiceres først, når sekretariatet for konsortiet har modtaget og godkendt fornøden dokumentation.

 

4. Profiltyper og ydelser

Alle udstillere får tildelt en udstillingsprofil, der giver adgang til alle portalens udstillingsmuligheder uden beregning.

 

5. Registrering af tilmelding og tildeling af brugernavn og adgangskode

For oprettelse af en profil skal udstilleren udfylde skabelonen til profiloprettelse, som er tilgængelig på healthcaredenmark.dk. Udstilleren modtager derefter en bekræftelse på tilmelding til den angivne e-mailadresse. Udstilleren kan herefter logge på portalen og se eller redigere sin udstillingsprofil. En ”Guide til en god profil” er tilgængelig for udstilleren ved oprettelse af profil. Når udstilleren har udfyldt sin profil sendes denne automatisk til godkendelse hos HCD.


Efter HCD har modtaget en fyldestgørende profil, kvalitetssikrer og godkender eller afviser sekretariatet denne. Såfremt profilen godkendes, vil denne blive publiceret på portalen. Ligeledes sendes øvrige dokumenttyper til godkendelse og kvalitetssikring hos HCD før de publiceres. Bemærk, udstillingsprofilen skal være publiceret før øvrige dokumenttyper kan publiceres.


Hvis der er utilstrækkelige eller mangelfulde oplysninger i de dokumenter, der sendes til godkendelse og/eller HCD sekretariat har uddybende spørgsmål eller ikke mener, at udstilleren opfylder udstillingskriterierne, vil udstilleren blive kontaktet enten via e-mail eller telefonisk af HCDs sekretariat hurtigst muligt efter modtagelse.

 

6. Nyhedsbreve

Alle udstillere på HCDs webportal modtager automatisk pr. e-mail det dansksprogede nyhedsbrev, som udsendes jævnligt med information om HCD-aktiviteter samt nye tiltag eller ændringer på portalen.


Ved profiloprettelse vil udstillere tilmed automatisk blive tilmeldt det gratis internationale nyhedsbrev fra HCD. Udstilleren vil modtage en e-mail, der beder om bekræftelse på dette abonnement. Ønsker udstilleren IKKE at modtage nyhedsbrevet, kan man undlade at besvare denne mail.

 

7. Kvalitetssikring af indhold

Som en service for udstilleren og med henblik på at sikre en høj kvalitet af indholdet på HCDs portal og dermed stor troværdighed og værdi for de enkelte udstillere, gennemfører HCD en række obligatoriske kvalitetssikringsprocedurer:

Godkendelse

Alt nyt indhold som udstilleren selv laver skal godkendes af sekretariatet før publicering på portalen HCD. Når udstilleren har oprettet sin profil, et produkt, en løsning, eller et event, og sendt dette til godkendelse, modtager HCD en besked om, at udstilleren har klargjort og godkendt indhold til publicering i tilknytning til udstillerens profil.


HCD gennemgår herefter materialet, som publiceres på healthcaredenmark.dk, hvis materialet kan godkendes. Gennemgangen og den eventuelle godkendelse tilstræbes gennemført hurtigst muligt efter udstilleren har oprettet og indsendt materialet med henblik på HCDs godkendelse.

Ved HCDs gennemgang lægges der blandt andet vægt på følgende:

  • At profilen, produktet, løsningen, eventen ikke allerede er oprettet under et lignende navn (for at undgå at den samme information oprettes to gange)
  • At alle relevante felter er udfyldt i det korrekte sprog
  • At links, både interne og eksterne, er placeret korrekt, fungerer og leder til rette sted og rette sprog
  • At materialet ikke indeholder stave- og slåfejl, for mange mellemrum eller uhensigtsmæssige delinger af ord eller lignende
  • At billeder er i korrekt opløsning og format
  • At vedhæftninger (pdf, film, PowerPoint, podcast etc.) virker
  • At teksten fremstår logisk og sammenhængende og ikke indeholder ord og begreber, der kan virke anstødelige eller er ulovlige
  • At indholdet følger de retningslinjer, som er angivet i brugermanualen

Såfremt materialet ikke opfylder de angivne forhold og brugermanualens retningslinjer bliver udstilleren kontaktet via e-mail eller telefon og anmodet om at rette de pågældende forhold. Materialet tilpasses herefter af udstilleren med henblik på fornyet godkendelsesprocedure og publicering.


Hvis der er tale om mindre, men helt åbenlyse stave-, slåfejl eller layoutmæssige forhold, er HCD dog berettiget til uden videre at korrigere materialet inden det publiceres.


HCD forbeholder sig i enhver henseende ret til at undlade tilgængeliggørelse af indhold, som ikke følger de anvisninger, som er angivet i disse forretningsbetingelser samt i øvrigt materiale som HCD har gjort tilgængeligt for udstilleren. Se endvidere pkt. 13 vedrørende HCDs adgang til at afvise tilgængeliggørelsen af indhold.


HCD forbeholder sig endvidere ret til stikprøvevis at kvalitetssikre indholdet løbende på portalen. Ud over ovenstående forhold, vil nedenstående elementer indgå i kvalitetssikringen:

  • Relevans og aktualitet
  • Tjekke om links, interne og eksterne, er placeret korrekt, fungerer og leder til rette sted
  • Tjekke om e-mailadresser og kontaktfelt virker

HCD garanterer dog ikke denne ydelse og vil ikke automatisk foretage den. Udstilleren skal straks meddele eventuelle ændringer i vedkommendes kontaktoplysninger til HCD.

 

8. Varighed, ophør og opsigelse af profil

En profil træder i kraft når udstilleren har udfyldt en profil og HCD har godkendt og publiceret denne. Profilen eksisterer indtil udstilleren skriftligt opsiger profilen.

 

9. Ændring og sletning af profildata, indhold og andet materiale

Udstilleren kan til enhver tid ændre eller slette det materiale, som er publiceret under udstillerens profil. Såfremt udstilleren ikke selv kan slette sit indhold, vil HCD efter anmodning bistå udstilleren hermed. Ved ophør af en profil, vil det materiale, som er publiceret på profilen, under alle omstændigheder blive fjernet fra HCDs portal.


Uanset om udstillerens indhold slettes fra HCDs portal er HCD forpligtet og berettiget til at lagre og opbevare indhold fra udstillerens profil så længe som dataopbevaringen er foreskrevet af gældende lovgivning herom. Det slettede indhold vil ikke være tilgængeligt på www.healthcaredenmark.dk i opbevaringsperioden, men kan gøres tilgængeligt for udstilleren efter aftale med HCD om fornyelse og genetablering af udstillers profil på www.healthcaredenmark.dk.


Det er ikke muligt at foretage backup eller lagre kopier af film, som har været uploadet til HCD.

 

10. Sprog

Det primære sprog på www.healthcaredenmark.dk er engelsk, og det er derfor et krav, at udstillerens indhold forefindes på engelsk.

 

11. Ophavsret og tilgængeliggørelse af indhold

HCD har samtlige rettigheder til healthcaredenmark.dk, og udstilleren erhverver ingen ret hertil ved anvendelse af portalen eller oprettelse af en profil.


Desuden giver udstilleren HCD rettighed til at bruge informationer, logoer og billeder, som er tilgængelige via udstillerens hjemmeside, der ville være relevante for indholdet til udstillerens profilindhold. HCD forbeholder sig ret til at vise videoer, som udstilleren har uploadet til portalen på HCDs Vimeoprofil.


Udstilleren indestår overfor HCD for at have alle fornødne rettigheder til det materiale, der er tilgængeliggjort i tilknytning til udstillerens profil. Udstilleren overdrager ingen rettigheder til materialet til HCD ved materialets tilgængeliggørelse på HCD. HCD forbeholder sig dog ret til gengivelse af materialet i forbindelse med markedsføring af HCD. Det er ikke tilladt at tilgængeliggøre anstødeligt eller ulovligt materiale, herunder materiale som krænker tredjemands rettigheder. Det tilgængeliggjorte materiale skal til enhver tid være i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning.


HCD forbeholder sig endvidere ret til at blokere for særligt indhold, såsom filmklip, billeder mv., såfremt indholdet belaster HCDs server i urimeligt omfang. Udstillere, som har tilgængeliggjort sådant indhold, vil blive orienteret om blokeringen.

 

12. Ophævelse

I tilfælde af udstillerens væsentlige misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til forretningsbetingelserne er HCD berettiget til øjeblikkeligt at ophæve aftalen, medmindre udstilleren senest 10 dage efter modtagelse af skriftligt påkrav berigtiger sin misligholdende adfærd.

 

13. Afvisning eller sletning af indhold

HCD er i enhver sammenhæng berettiget til at afvise eller slette indhold, som ikke opfylder nærværende forretningsbetingelser. Tilsvarende gælder for indhold, hvor HCD skønner, at der kan være risiko for, at indholdet er usandt, ukorrekt eller ikke er i uoverensstemmelse med gældende lovgivning.


HCD forbeholder sig endvidere ret til at afvise og udelukke udstillere og sådannes indhold, såfremt der opstår forhold der indikerer, at den pågældende og dennes indhold kan miskreditere det øvrige indhold på HCD. Beslutning om afvisning/udelukkelse af udstillere træffes af HCD.

 

14. Sikkerhed

HCD tilstræber opretholdelse af en rimelig og opdateret beskyttelse mod ulovlig elektronisk eller fysisk indtrængen, hærværk, tyveri, hackerangreb og andre lignende sikkerhedsmæssige brud, der kan bringe HCDs opfyldelse af sine forpligtelser i fare eller give uvedkommende adgang til HCD.
HCD skal hurtigst muligt underrette udstilleren, såfremt HCD får kendskab til hackerangreb eller tilsvarende systemindgreb.


Udstilleren er forpligtet til og ansvarlig for at holde bruger-ID og passwords m.v. hemmelige, og det påhviler udstilleren at sikre, at disse oplysninger ikke kommer uvedkommende tredjemand til kundskab. Såfremt udstilleren får kendskab til, at en profil, et bruger-ID, password eller lignende er blevet kompromitteret, skal dette straks meddeles HCD.


HCD forbeholder sig ret til, uden varsel, at begrænse eller indskrænke adgangen til et abonnement/profil eller omfanget af de ydelser, som indgår i et abonnement i det omfang HCD anser sådan begrænsning for nødvendig af hensyn til drifts- og/eller sikkerhedsmæssige forhold.

 

15. Backup

HCD tilstræber at lave jævnlige backup af alle data på HCD. Backup sker alene med henblik på reetablering af hele eller dele af portalen efter behov. Udstilleren kan ikke få adgang til sine backups kopierede data medmindre der indgås særskilt aftale herom med HCD. HCD forbeholder sig i enhver henseende ret til at afvise udstillerens anmodning om at få adgang til dennes backups kopierede data. Backupmedier genanvendes løbende.


Det er ikke muligt at foretage backup eller lagre kopier af film, som har været uploadet til HCDs portal.

 

16. Servicemål

HCD tilstræber en høj driftsstabilitet, samt hurtigst mulig afhjælpning og overvindelse af konstaterede fejl og mangler, men giver dog ingen garantier i sådanne henseende.


HCD tilstræber endvidere at service og vedligehold af healthcaredenmark.dk foregår uden for normal arbejdstid, samt at udstilleren og brugerne af healthcaredenmark.dk varsles ved større planlagte nedlukninger, der kan begrænse Udstillerens og brugernes adgang til portalen i en afgrænset periode.


HCD kan lukke for Udstillerens adgang til sin profil helt eller delvist af sikkerheds- og driftsmæssige årsager.

 

17. Ansvar

Parterne er med de begrænsninger, der følger af nedenstående, erstatningspligtige efter dansk rets almindelige regler.


Udstillerens anvendelse af sin profil og af healthcaredenmark.dk sker i enhver henseende på udstillerens eget ansvar og risiko, og HCD påtager sig intet ansvar for, at anvendelse af healthcaredenmark.dk fører til et bestemt resultat for udstilleren. 

Udstilleren indestår i enhver sammenhæng for det indhold, der tilgængeliggøres i tilknytning til udstillerens profil, og HCD påtager sig intet ansvar herfor.


HCD påtager sig intet ansvar for uvedkommendes overvågning eller opsamling af eller adgang til udstillerens trafik eller data.


HCD fraskriver sig ansvaret for ethvert tab som udstilleren lider i forbindelse med anvendelse af HCD, herunder manglende mulighed for brug af eller adgang til udstillerens profil og det i tilknytning hertil tilgængeliggjorte indhold, medmindre udstillerens tab skyldes HCDs ansvarspådragende forsætlige eller groft uagtsomme adfærd.


Parterne er i intet tilfælde ansvarlige for driftstab, følgeskader eller indirekte tab. Tab af data eller manglende eller begrænset adgang til udstillerens profil og indholdet, der er tilgængeliggjort i tilknytning hertil, anses for et indirekte tab.

 

18. Force majeure

HCD kan ikke gøres ansvarlig for skader eller tab, som udstilleren måtte lide som følge af, at HCD – eller dennes eventuelle underleverandører – på grund af force majeure er forsinket eller forhindret i at udføre sine forpligtelser i henhold til nærværende forretningsbetingelser. Som force majeure anses f.eks. virusangreb, strømafbrydelser, nedbrud i kommunikationsnetværk, hacking, DDoS-angreb, brand, oversvømmelser, krig, terrorisme, sabotage, arbejdsretlige konflikter, sygdom hos nøglemedarbejdere, samt forsinkede eller mangelfulde leveringer fra underleverandører.

 

19. Henvendelser til udstilleren via kontaktfelterne og fra HCD-sekretariatet

En af aktiviteterne i HCD er kontaktskabelse mellem udenlandske interessenter og danske udstillere. Derfor fremgår udstillerens kontaktoplysninger af dennes profil, hvor eventuelle interessenter kan sende en direkte forespørgsel til udstilleren.


Sådanne forespørgsler er HCD uvedkommende, og HCD indestår eller garanterer i intet tilfælde for forespørgslerne, som tilgår udstilleren via denne kanal, herunder for seriøsiteten og motivet bag.


HCD vil, når relevant, udsende meddelelser til udstilleren vedrørende brugen af portalen og dennes funktionaliteter. Dette vil fortrinsvis ske via nyhedsbrevet til udstillere (se pkt. 6).

 

20. Persondatabehandling og opdatering af udstillerens kontaktoplysninger

Ved udstillerens oprettelse af en profil på healthcaredenmark.dk vil HCD registrere kundeoplysninger, herunder særligt navn, adresse, kontaktpersoner og e-mail, i HCDs kundedatabase.


HCDs behandling af sådanne oplysninger er omfattet af og vil ske i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger. 

Hvis der sker ændringer i udstillerens kontaktoplysninger, skal udstilleren straks meddele dette til HCD.

 

21. Tavshedspligt

HCD har tavshedspligt om alle fortrolige informationer, HCD måtte komme i besiddelse af om udstilleren, og er uberettiget til at videregive sådanne informationer til tredjemand uden udstillerens udtrykkelige forudgående skriftlige samtykke.

 

22. Overdragelse

HCD er berettiget til helt eller delvist at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende forretningsbetingelser.
Udstilleren er ikke uden HCDs forudgående samtykke berettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende forretningsbetingelser.

 

23. Lovvalg og værneting

Forretningsbetingelserne, herunder disses udfyldning og fortolkning, og enhver tvist mellem HCD og udstilleren vedrørende anvendelsen af eller indholdet på healthcaredenmark.dk er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister og uoverensstemmelser mellem udstilleren og HCD skal afgøres ved de almindelige danske domstole med HCDs hjemting som værneting i første instans.